Historien

Dette er historien om  “De Blå Busser Grenå
– C.A.Rønde Grenå og Røndes busser Grenaa.

Carl Anker Rønde der var søn af Rasmus Rønde, der var vognmand i Kolind, indledte sin karriere  som chauffør ved sin far med at køre lastbil på jernhjul og hyrevogn. Ønsket om at blive selvstændig vognmand tog til og i ca 1950 begyndte han at køre fragtrute fra Grenaa – Lyngby – Aarhus, det var fysisk en hård tid da alt foregik med håndkraft, og dengang skulle melsække m.m. bæres på loftet ved de forskellige købmandsforretninger.

I 1955 blev det besluttet at jernbanen fra Grenaa – Gjerrild – Ryomgaard (Gjerrildgrisen) skulle nedlægges og der begyndte en meget travl og spændende tid med planlægning af ruteforløb indsendelse af ansøgninger om koncession afvikling af fragtruten (hvilket han gjorde uden at vide om han fik koncessionen), men det skulle jo til hvis der skulle købes nye busser. Han vandt koncessionen p.g.a. at man mente det var den bedste linieføring og at han havde lovet at der ville blive sat nye moderne busser ind.

Den 1. juli 1956 kl. 06.00 afgik så den første bus fra Grenaa, det var indledningen på mange spændende år med mange rejsende, der var ikke så mange personbiler dengang.

I 1957 købte man ruten Grenaa – Hammelev – Sangstrup af Knud Bager som senere blev en meget afholdt chauffør, ruten blev indlemmet i Gjerrildruten, men da folk efterhånden fik bil blev der færre passagerer at køre med, så da man i 1974  fik mulighed for at sælge ruten til de graa busser i Ryomgaard, gjorde man det for at hellige sig skolekørsel og turistkørsel, som var blevet en væsentlig del af forretningen.

C.A.Rønde begyndte ret hurtigt efter start at køre turistkørsel, det foregik i starten med rutebiler som man omdannede til turistbusser ved at få syet nogle nakkepuder, det gik fintet stykke tid, men i 1960 fik han den første rigtige turistbus, det var i forbindelse med indvielsen af “Europafærgen” fra Grenaa-Varberg, bussen hed logisk nok “Europabus”.

Turistkørslen tog til og man begyndte at køre til udlandet bl.a. med Fri ungdoms rejseklub og Demokratens rejser og senere med rigtig mange af landets rejseselskaber som Gislev, Thinggaard, Tjæreborg,  Øster Linnet Lauritsen og mange andre. Den indlandske turistkørsel var også en væsentlig del af forretningen.

I 1969 begyndte sønnen Lars Rønde, som lige var blevet uddannet som mekaniker, at køre som chauffør i firmaet og man lavede det senere til APS og i 1977 overtog Lars firmaet mens C.A.Rønde fortsatte som chauffør og konsulent. Grenaa rejser med udlandsrejser og endagsture blev en realitet i 1977 og var en spændende epoke, men af forskellige årsager blev det lukket ned efter nogle år. Efter man i de mange år der var gået havde stået ude sommer og vinter og vasket, rengjort og vedligeholdt busserne, gik man i 1985 i gang med at bygge værksted og vaskehal med vaskemaskine, det var en fantastisk forandring til det bedre.

I 1993 vandt firmaet licitationen om bybuskørslen i Grenaa, men da der havde været en uheldig udvikling i økonomien besluttede man i 1994 at sælge firmaet til en god kollega, Todbjerg busser i Aarhus, som i skrivende stund stadig fører firmaet videre.

 

Permanent link til denne artikel: https://www.rondes.dk/historien/